LA-spidskandidat: Venstre nølede med aftale om valgforbund

Martin Mickey Pedersen er Liberal Alliances spidskandidat til kommunalvalget i Lolland Kommune.

I går kunne Nye Dage fortælle, at Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne har indgået valgforbund udenom Venstre til det kommende kommunalvalg. Her udtrykte Venstres lokalformand i Lolland Kommune, Henrik Høegh, skuffelse over, at Det Konservative Folkeparti i den forbindelse var løbet fra en aftale med Venstre.

Det billede kan Liberal Alliances spidskandidat til kommunalvalget, Martin Mickey Pedersen, ikke genkende:

– Tilbage i januar diskuterede vi muligheden for et valgforbund med Venstre, Liberal Alliance og Din Stemme. Venstre tilbød at tage kontakten videre og vende hurtigt tilbage med en afklaring.

Trak ud og forhandlede med andre
– Men herefter gik der længere tid, end vi havde regnet med. Undervejs blev det uklart for os, hvor processen var på vej hen – og vi blev opmærksomme på, at Venstre også var i dialog med en lang række andre partier med henblik på et større valgforbund. Det var ikke noget, vi havde indtryk af i de første samtaler, og derfor begyndte vi naturligt at overveje andre muligheder, skriver Martin Mickey Pedersen i en mail til Nye Dage.

Martin Mickey Pedersen understreger, at der er tale om valgteknik – ikke politik:

– For os handler det om at sikre, at vores stemmer tæller, og at vi undgår stemmespild. Det er en teknisk aftale, ikke en politisk. Vi kæmper stadig for vores liberale mærkesager, skriver han.

Åben for samarbejde
Selvom Liberal Alliance har valgt et andet valgforbund end Venstre i Lolland Kommune, er de åbne for samarbejde efter valget, hvis de kommer i byrådet:

– Vi ser frem til at samarbejde bredt, også med Venstre, hvis vi kan skabe en mere borgerlig kommune med respekt for den enkelte borger, lyder det fra Martin Mickey Pedersen.

Til toppen