– Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at holde reception i anledning af min fødselsdag. Men jeg er glad for, at kommunen nu gør det. For sandheden er jo, at hvis jeg ikke havde været borgmester, men leder af en institution for børn og unge med problemer, så var der nok bare kommet 20 eller færre, sagde Holger Schou Rasmussen i sin takketale til de mange fremmødte til receptionen på Restaurant Bangs Have i Maribo.
Men nu er Holger Schou Rasmussen (Socialdemokratiet) altså borgmester i Lolland Kommune, og derfor var antallet af gæster noget tættere på 100 end 20.
Skulle blive hjemme fra Deadline
Blandt gæsterne var også Lolland Kommunes kommunaldirektør, Thomas Knudsen, der gav sin chef gennem 12 år et par ord med på vejen:
– Jeg er nødt til at passe lidt på med, hvad jeg siger, for jeg er jo meget opmærksom på, at Holger meget tydeligt har tilkendegivet, at han kun er engageret i at hyre og fyre personale, når det handler om kommunaldirektøren, sagde han i sin tale til Holger Schou Rasmussen.
Det blev dog alligevel til et par anekdoter. Blandt andet den om dengang den nyvalgte borgmester var inviteret i Deadline på DR2 for at debattere kommunal udligning med den daværende indenrigsminister:
– Så blev jeg ringet op af en fra departementet, der så mindeligt bad mig om at overtale Holger til at blive hjemme, fordi indenrigsministeren ikke havde lyst til at debattere det emne med Lollands borgmester i Deadline. Og det endte med, at ministeren sendte en vikar, fortalte Thomas Knudsen.
Elsker en god kamp
Det var muligvis på grund af en af Lolland-borgmesterens nøgleegenskaber, at ministeren ikke havde lyst:
– Holger elsker en god kamp, og han fighter. Det er noget, han har taget med fra håndbolden: Han slås, så blodet flyder ud af alle kropsåbninger. Men efter kampen er man gode venner igen, sagde Thomas Knudsen.
Fik Heino Knudsen ind i politik
Også tidligere regionsrådsformand og nuværende direktør i Dansk Håndbold, Heino Knudsen, havde et par ord med til sin gamle partifælle:
– Det var jo dig, der fik mig ind i politik. Så ringede du og sagde, at der var plads nederst på stemmesedlen til en, der kunne trække 40-50 stemmer i Horslunde-området. Og så kom jeg i byrådet. Det blev begyndelsen på et fint venskab, og borgmesteren kom endda og hjalp mig med at flytte fra kommunen, da jeg skulle lidt tættere på jobbet i Brøndby, fortalte Heino Knudsen.
Det havde Holger Schou Rasmussen også en replik til:
-Heino endte jo at blive så populær, at han måtte ud. Og så var det jo godt, han blev formand for Region Sjælland, drillede borgmesteren, der også varslede ”kobberbryllup” med sin kommunaldirektør:
– Nu har Thomas Knudsen og jeg haft 12 år sammen, og kobberbrylluppet nærmer sig. Men først skal jeg jo lige vælges igen, sagde Holger Schou Rasmussen.
Kan blive receptionist i Guldborgsund
Skulle det glippe med genvalget, mindede hans borgmesterkollega og partifælle fra Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (Socialdemokratiet), at han jo stadig kun havde orlov fra sit job i Guldborgsund Kommune, og at man nok kunne finde et job til ham i receptionen.
Borgmester Holger Schou Rasmussen havde ved receptionen frabedt sig gaver, men opfordret de fremmødte til at støtte Broen Lolland med et beløb.