Det er længe siden, adressen Vejlegade 1 i Nakskov genlød af musik og bægerklang. Ejendommen står i dag med træplader for vinduerne, og facaden er stærkt medtaget af både vind, vejr og manglende vedligehold gennem mange år.
Bygningens ejer, forretningsmanden Mogens Linderberg Larsen, vil gerne gøre noget ved ejendommen, men er på udkig efter økonomisk støtte til projektet:
– Jeg har allerede for nogle år siden sagt, at jeg gerne vil betale 25 procent, hvis Nakskov 2030 og Realdania kan komme med resten, fortæller Mogens Linderberg Larsen, da Nye Dage ringer ham op og spørger til planerne for ejendommen.
Ingen planer lige nu
Har du nogle konkrete planer for Vejlegade 1?
– Nej, ikke lige nu. Det er en opgave, jeg kan løfte i fælleskab med nogle andre, men ikke alene. Jeg kan godt komme med seks-syv millioner, men det vil løbe op i 25-30 millioner kroner at realisere, siger Mogens Linderberg Larsen.
Nye Dage har også været i kontakt med Mogens Linderberg Larsens bygherrerådgiver, H+, der bekræfter at der arbejdes bag facaden. Rådgiveren kan dog heller ikke komme med konkrete bud på, hvad der skal ske med ejendommen eller hvornår.
Planer om vinbar og boliger
Både ejeren og H+ fortæller til Nye Dage, at der forskellige muligheder. Oprindeligt var det Mogens Linderberg Larsen plan, at der skulle åbnes en vinbar eller lignende i lokalerne ud til Vejlegade og bygge boliger på arealet bagved. Det har også været i spil, at der skulle etableres boliger i hele ejendommen.
Nakskov 2030, der støtter facaderenoveringer i Nakskovs gamle middelalderby, bekræfter, at de er i dialog med ejendommens ejer:
– Vi har en positiv dialog med ejeren, og det er en vigtig ejendom for hele gadeforløbet omkring Axeltorv. Men det her er sådan et problem, der ikke er nogen, der kan løse med et snuptag, fortæller Henrik Madsen, der er leder for Nakskov 2030.
Skal rives ned og bygges op
Problemet er, at hele ejendommen er i så skidt forfatning, at den i realiteten skal rives ned og bygges op igen, hvis den skal kunne bruges til noget. Og det er dyrt at bygge nyt. Så dyrt, at det kan være svært at få forretningen til at hænge sammen, hvis byggeriet efterfølgende skal lejes ud.
– Det er et problem, der gælder hele Lolland. Det er ligeså dyrt at bygge nyt her som alle andre steder. Men kvadratmeterprisen er lav, så det er svært at vide, hvor meget folk er villige til at betale for at bo der. Men der er sket meget i Nakskov de sidste fem år, og udviklingen er positiv, så det er muligt, at det kan lade sig gøre nu, fortæller Henrik Madsen.

152 kroner om måneden per kvadratemeter
At der er folk, der er villige til at betale en relativt høj kvadratmeterpris for en nybygget lejebolig i midten af Nakskov, vidner den store interesse for de nye lejligheder på Sydkaj om. Sydkaj ApS oplyser, at ni ud af 20 lejligheder i de to bygninger er reserveret op til, at de første lejere flytter ind første juni. Den dyreste lejlighed koster 14.200 kroner om måneden – og den er blandt de reserverede. Lejligheden er på 93 kvadratmeter, så kvadratmeterprisen er over 152 kroner om måneden, hvilket er i den absolut dyre ende af Nakskovs lejeboligmarked.
Facaden kan blive ”kulisse”
Nakskov 2030 kan som udgangspunkt kun give støtte til facaderenoveringer. Derfor skal støtte til eventuelt nybyggeri komme andetsteds fra – som eksempelvis fonden Realdania.
Ifølge Nye Dages oplysninger kan en mulig løsning også være, at man stålforstærker facaden ud mod Vejlegade og lader den stå som ”kulisse”, mens arealet bagved ned imod havnen bruges til en kombination af boliger og rekreativt areal.
Ting tager tid
Både H+ og Nakskov 2030 bekræfter overfor Nye Dage, at der stadig er dialog omkring ejendommens fremtid. Men der kommer ikke til at ske noget lige med det samme:
– Vi kunne jo alle sammen godt tænke os, at der skete noget allerede i forgårs, men projekter af den størrelse tager tid. Så jeg ville blive glad, hvis der skete noget i løbet af et par år, siger Henrik Madsen fra Nakskov 2030.