Finanserne på plads: Kæmpe lys- og lyd-installation til Hestehovedet

Luminarium er en oplevelse i sig selv at besøge. Derudover vil der være to daglige sanseforestillinger i den oppustelige installation i de tre dage, den er på Hestehovedet.

Opdateret 14-04-2025, 17:07 med rettelse af støttebeløbet fra Nakskov 2030 fra 100.000 kroner til de korrekte 75.000. Oplysningen og de frivillige er også rettet fra “har mobiliseret” til “vil mobilisere”, da der stadig er plads til hjælpende hænder. Nye Dage beklager roderiet og har sat den ansvarlige til at gense hele DR-serien “Gøngehøvdingen”.

Mandag formiddag fik Teaterforeningen Lolland gode nyheder. Fritids-, kultur- og folkesundhedsudvalget i Lolland Kommune har nemlig bevilget 50.000 fra de fire kulturmidler til at støtte, at den internationalt anerkendte lyd- og lysinstallation, Luminarium, kommer til Hestehovedet i Nakskov den 25. – 27. juli.

– Ja, for pokker da, det var gode nyheder. Vi skal jo have kontrakterne på plads og underskrevet senest onsdag, go det er jo et meget stort arrangement – og dyrt. Så det er en stor risiko at tage, hvis finansieringen ikke er på plads, fortæller Leo Rasmussen, der er formand for Teaterforeningen Lolland.

Budget på 360.000 kroner
Det samlede budget for Luminarium er på 360.000 kroner. Med tilsagnet om støtte fra de frie kulturmidler, mangler der nu ”kun” omkring 100.000 kroner, før hele finansieringen er på plads, og det beløb venter Teaterforeningen Lolland at kunne rejse fra fonde og andre kilder. Det er nemlig vigtigt, at alle kan deltage:

– Det er meningen, det skal være gratis, at komme ind. Vi tror og håber på et par tusinde besøgende – måske mere. Begrænsningen er, at der kun kan lukkes 80 besøgende ind ad gangen, fortæller Leo Rasmussen.

Labyrint af lys og farver
Luminarium er en monumental oppustelig struktur designet af Architects of Air, der inviterer besøgende ind i en verden af lys og farver. Denne labyrint af snoede gange og inspirerende kupler er oplyst af dagslys, der skinner gennem det farvede stof, hvilket skaber en fortryllende atmosfære. Besøgende kan frit udforske installationen mellem kl. 12.00 og 18.00, hvor de vil blive mødt af en visuel symfoni, der appellerer til alle aldre og kulturer.

Luminarium er en oppustelig installation, hvor det er det naturlige lys ovenfra, der spille en af hovedrollerne. Billedet her er fra et event i Frankrig.
Luminarium er en oppustelig installation, hvor det er det naturlige lys ovenfra, der spiller en af hovedrollerne. Billedet her er fra et event i Frankrig. Foto fra YouTube-video / Architects Of Air.

340 frivillige mandetimer
Udover den visuelle og soniske oplevelse fra lys og lyd vil der hver dag være to danseforestillinger inde i Luminariet. Teaterforeningen Lolland, der står som arrangør, vil nu mobilisere et hold af frivillige, der skal bruge omkring 340 mandetimer på at sikre en gnidningsfri afvikling af eventet.

Penge fra Nakskov 2030
Udover støtten fra de frie kulturmidler i Lolland Kommune har projektet også fået tilsagn om 75.000 kroner fra eventpuljen under Nakskov 2030 og 175.000 kroner fra den statslige refusionsordning.

Leo Rasmussen og resten af Teaterforeningen Lolland glæder sig til det stort opsatte arrangement på Hestehovedet:

– Det bliver virkelig stort at se. Det bliver helt sikkert noget for de lokale, men det bliver også noget, folk vil komme til Nakskov for at se, siger Leo Rasmussen.

Luminarium har turneret over hele verden siden 1992, og indtil videre har over tre millioner besøgende set den store installation.

Til toppen