Første onsdag i maj: I dag testes sirener og mobilvarsling

I dag klokken 12:00 vil frokosten blive forstyrret af hylende sirener og bimlende mobiler. Det er Beredskabsstyrelsen, der tester det nationale alarmeringssystem ved større kriser. Der er således ingen grund til hverken bekymring, når ”alarmen går” – det er bare en test.

Alarmer på nyere mobiler
Alarmeringssystemet er automatiseret og skal alarmere alle mobiltelefoner – det er altså ikke en tjeneste, man skal tilmelde sig. Til gengæld virker systemet kun på nyere mobiltelefoner – det vil sige iPhones med iOS 16.4 og opefter og Android-mobiler med Android 11 eller nyere. Alarmen vil også kun komme frem på mobilen, hvis den er tilsluttet et 4G eller 5G-netværk. Du vil således næppe blive forstyrret af en mobilalarm hvis du er langt fra nærmeste mobilmast.

I gamle dage var kirkeklokkerne også en del af alarmeringssystemet. Det er man dog gået bort fra, så de ringer ”bare” de almindelige timeslag.

Testen varer cirka fire minutter og forløber altså fra 12:00 til 12:04 onsdag middag.

Til toppen