Når Tobias Juul og Philip Christiansen møder op på arbejde som smedelærlinge på Nordic Sugars fabrikker i henholdsvis Nakskov og Nykøbing Falster, så bliver det alt andet end ”det sædvanlige”. Udendørstemperaturen vil være cirka 20 grader højere, og uret vil vise seks timer mere, end det gør hjemme på fabrikken – og så vil støjniveauet og luftkvaliteten åbenbare, at de nu deler storby med over 12 millioner mennesker i stedet for de små tusinde gange færre, der bor i de to lærlinges hjemby, Nakskov.

Samarbejder med skole i Manila
De to smedelærlinge, der lige nu er i gang med andet hovedforløb på CELF i Nakskov, skal nemlig udstationeres i den filippinske hovedstad, Manila, hele april. Udstationeringen er en del af et GLOBUS-projekt, hvor CELF samarbejder med Metalindustriens uddannelsesudvalg og Marikina Polytechnic College i Filippinerne. Ulandssekretariatet, som har deres Asien-kontor placeret i Filippinerne, har ydet støtte til lærlingene under deres ophold.
For Philip Christiansen er udstationeringen ikke overraskende en bonus i hans uddannelse:
– Jeg er spændt på at komme afsted. Det bliver godt at både lære og prøve noget andet og se, hvordan man arbejder andre steder, siger han.
Lækre strande lokker
Lærlingekollegaen er også opmærksom på andre kvaliteter ved en måneds luftforandring:
– Dem, der var afsted før os, fortæller, at Filippinerne har nogle af den pæneste strande i verden, siger Tobias Juul.

Tidligere på året var det første hold af smedelærlinge afsted fra CELF til Manila. De var udstationeret hos EXO, en virksomhed der specialiserer sig i at lave armerede biler til det filippinske marked.

Stille og roligt arbejde
Det første hold havde også gjort sig nogle observationer om selve arbejdet og arbejdsforholdene i Filippinerne:
– Det hele går lidt langsommere. De skulle for eksempel svejse en tank sammen, og det er typisk en opgave, der tager et par timer. Det var der sat en hel dag af til, fortæller Philip Christiansen.

De to Nakskov-lærlinge skal arbejde på et andet projekt og for en anden virksomhed, end det første hold, der var afsted. Den skole, CELF og Industriens Uddannelser arbejder sammen med om projektet, er imidlertid den samme. Og alene størrelsen på den siger noget om, hvor store forandringer, de kommer til at opleve:
– Der er omkring 10.000 elever på skolen i Manila. Det er jo næsten ligeså mange mennesker, som der bor i Nakskov, siger Tobias Juul.
Vil arbejde mere med udstationering
For uddannelseschef Charlotte Maegaard Kristiansen fra CELF er udstationeringerne en oplagt mulighed for at tage kampen op med de gymnasiale uddannelser. Gymnasiet har i mange år haft ry for at tilbyde et sjovere og mere spændende ungdomsliv end erhvervsuddannelserne:
– CELF vil gerne arbejde mere med udstationering og give flere af vores lærlinge mulighed for at opleve verden. Det kan være i Asien, men også i Europa er der muligheder, fortæller uddannelseschefen.