Millioner fra staten: Løjtoftevej får ny rød cykelsti

Løjtoftevej er Nakskovs største indfaldsvej - og skolevej. I fremtiden får den også brede røde cykelstier og mange nye vejtræer. Løjtoftevej er Nakskovs største indfaldsvej - og skolevej. I fremtiden får den også brede røde cykelstier og mange nye vejtræer. Illustration: Philip Rasmussen/By & Landskab.

Elever på Stormarkskolen kan se frem til en sikrere skolevej, og Nakskovs største indfaldsvej får et tiltrængt ansigtsløft. Det står klart efter dagens udmelding fra Transportministeriet, hvor Løjtoftevej er blandt de 71 udvalgte projekter, der får del i statens cykelpulje.

Med en bevilling på 8.750.000 kroner fra staten er finansieringen nu på plads til det 17,5 millioner kroner store projekt, der omfatter nye røde cykelstier i begge sider af vejen, gadetræer og omfattende trafiksikkerhedsforbedringer. Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

– Det er en festdag i Nakskov i dag. Cykelstierne på Løjtoftevej er “cykelrutenettets missing link” – den manglende brik, der skal binde byens ellers veludbyggede cykelstinet sammen, siger arkitekt Philip Rasmussen fra By & Landskab, der er rådgiver på projektet. Philip Rasmussen har været involveret i Nakskovs cykelruteprojekt siden begyndelsen i 1990’erne.

Finansieringen er et ”sammenskudsgilde”
Den sidste halvdel af pengene til projektet pris kommer fra et sammenskudsgilde af lokale midler. Lolland Kommune har samlet penge fra trafiksikkerhedspuljen, og forsyningsselskaberne bidrager også, da de alligevel skal grave i vejen:

– Det er en konstruktion, der har været brugt med succes efterhånden en del gange ved de cykelprojekter, der er gennemført i Nakskov, fortæller Philip Rasmussen.

Lige efter finanskrisen var Tårsvej i Nakskov den gade i Danmark med de gennemsnitligt laveste huspriser. Ved hjælp af midler fra Transportministeriets Cykelpulje er gaden totalrenoveret med røde cykelstier og gadetræer. Det har samtidig forbedret boligmiljøet og påvirket ejendomspriserne positivt. Nu skal Løjtoftevej have samme tur.
Lige efter finanskrisen var Tårsvej i Nakskov den gade i Danmark med de gennemsnitligt laveste huspriser. Ved hjælp af midler fra Transportministeriets Cykelpulje er gaden totalrenoveret med røde cykelstier og gadetræer. Det har samtidig forbedret boligmiljøet og påvirket ejendomspriserne positivt. Nu skal Løjtoftevej have samme tur. Foto: Søren Rosenberg/By & Landskab.

Mere end bare en cykelsti
For folketingsmedlem Kasper Roug (Socialdemokratiet), der gennem det sidste halve år har arbejdet for at sikre bevillingen på Christiansborg, handler projektet om mere end rød asfalt og striber:

– Nakskov har i mange år været belastet af en uretfærdig italesættelse – ikke mindst fra de nationale medier. Gaderne skal være grønne og smukke, og det skal være sikkert at cykle rundt på røde cykelstier i Nakskov, siger folketingspolitikeren.

Røde cykelstier og grønne træer
Løjtoftevej er den største indfaldsvej til Nakskov målt på trafik. Samtidig er den skolevej for elever på Stormarksskolen, der er Nakskovs største folkeskole. I dag fremstår vej som en trist indfaldsvej til byen, men det skal der laves om på. Udover de røde cykelstier skal der plantes gadetræer langs vejen, og trafiksikkerheden skal forbedres markant – ikke mindst for de mange børn, der dagligt cykler til Stormarkskolen.

Philip Rasmussen roser samarbejdet med Lolland Kommunes Park & Vej-afdeling, som han kalder “suveræne til at styre projekter med et højt kvalitetsniveau.”

– De har stor opfindsomhed, når det drejer sig om at få pengene til at række langt ved hjælp af teknisk indsigt i, hvordan man udvikler og gennemfører billige anlæg uden at slække på kvaliteten, siger arkitekten.

Hvis alt går efter planen, går arbejdet i gang i løbet af 2026, og projektet står klar til skolestart i august 2027.

Nakskov har over 80 års tradition som cykelby. Det er så længe, at ingen rigtig tænker over det. Men faktisk er Blegen fra 1943 en af Danmarks allerførste supercykelstier.

Fakta om Løjtoftevej-projektet

  • Samlet budget: 17,5 millioner kroner
  • Statslig bevilling: 8,75 millioner kroner
  • Omfatter: Røde cykelstier i begge sider, gadetræer, trafiksikkerhedsforbedringer
  • Færdig: August 2027
Til toppen