Ny udstilling: Levedygtige Nakskov i butiksvinduerne

Udstillingen Levedygtige Nakskov skal ud og hænge i butiksruderne i bymidten.

Udstillingen Levedygtige Nakskov åbner snart midt i middelalderbyens hjerte. Udstillingen er resultatet af et omfattende projekt, hvor danske og internationale byplanlægningsstuderende fra Roskilde Universitet og Technische Hochschule Lübeck har udført feltarbejde i Nakskov for at indfange byens essens, som der ser ud for Nakskovitterne.

Interviews og fotos i Nakskov
I oktober måned interviewede de studerende en bred vifte af Nakskovs borgere for at forstå byens unikke fortællinger og identitet. Undervejs har de også fotograferet nakskovitterne og Nakskov til en serie fotoessays. Resultaterne af dette arbejde vil nu blive præsenteret i en udstilling, der lover at give både lokale og besøgende et nyt perspektiv på Nakskov.

Vælger de bedste ruder
Projektet er blevet til i samarbejde med Nakskov Handel og Erhverv samt Nakskov Kunstforening. Sammen har de nøje udvalgt de bedste udstillingsruder langs Nakskovs gågade, hvor de fængslende fortællinger vil blive præsenteret.

– Vi kan næsten ikke få armene ned af begejstring. Vi glæder os til at dele udstillingen med skønne Nakskov, udtaler Astrid Laura Dam fra Rural Agency, der er en af initiativtagerne bag projektet.

Udstillingen er en del af en større indsats for at fremme Nakskovs udvikling og levedygtighed frem mod 2030. Med støtte fra Interreg Deutschland-Danmark og Lolland Kommune er projektet også en del af det bredere europæiske samarbejde, der arbejder for at styrke regioner på tværs af grænserne.

Til toppen