Skuden er vendt: Vinderbutikken holder lukket om tirsdagen

Opdateret 14. marts 15:28 med korrekt information om butikkens grundlægger.
Karina Lohse er, som hun selv formulerer det, ”født og opvokset i en butik”. Dametøjsforretningen har ligget i Nygade siden 1910, hvor den blev grundlagt af Martin Ovesen. Både butik og indehaver har således detailhandel i årerne.

Fik en mavepuster
Derfor var det også noget af en mavepuster, da Karina Lohse selv måtte indgive en konkursbegæring for et år siden. Tilbagebetalingen af corona-lån og omsætningsfald som følge af en længerevarende facaderenovering havde suget kraften ud af butikken.

Det lykkedes at rekonstruere forretningen og drive den videre i et nyt selskab. Og så meldte Hos Lohse sig til Vinderbutikker-programmet, som Lollands Bank satte i søen i 2024.

Et-årigt forløb med konsulent
Vinderbutikker er et et-årigt udviklingsforløb, der udbydes af firmaet Vinderbutikker. Her kobles en konsulent på forretningen,og får via interviews et 360 graders indblik i forretningsmodellen. På basis af interviewet og med afsæt i ejerens passion og markedssituationen bliver der lavet en handlingsplan. Den handlingsplan følges der løbende op på ved fremdriftsmøder hver anden eller tredje måned, hvor der også følges op på resultaterne.

Gav penge i kassen
Deltagelsen i Vinderbutikker-programmet gav helt kontant udbytte. I dag har Hos Lohse penge i kassen, og forretningen endte med et overskud på 50.000 kroner – efter at Karina Lohse og hendes partner, Bjarne Meincke Rasmussen, havde udbetalt løn til sig selv.

I forbindelse med programmet har Hos Lohse ændret på varesortimentet og køber ind fra færre leverandører. Butikken giver også langt færre rabatter end tidligere ligesom udsalgsperioderne er blevet barberet grundigt ned. Det viste kunderne sig godt at kunne leve med, og de betaler nu, hvad varerne faktisk koster.

En ugentlig lukkedag
Det mest grænseoverskridende for Karina Lohse var imidlertid, at konsulenten anbefalede, at butikken skulle holde lukket en dag i ugen. Den tid skal så i stedet bruges på administration og markedsføring – i stedet for at skulle til det efter 18, når butikken var lukket:

– Jeg kunne slet ikke holde tanken om, at kunderne skulle komme og stå og rykke i en låst dør og omsætningen stille og roligt forduftede. Men det viste sig, at kunderne faktisk bare kom næste dag i stedet, så det var ikke så farligt, fortæller Karina Lohse.

Banken bruger en million
Det koster 25.000 kroner at deltage i Vinderbutikker. Lollands Bank betaler imidlertid de 10.000 – hvadenten forretningen er kunde i banken eller ej – så egenbetalingen er 15.000 for at være med. Lollands Bank satte gang i projektet sidste år og har sat en million kroner af til formålet:

– Det skal være fedt at bosætte sig og leve i Nakskov. Det står vi for som lokalbank og det skal vi støtte op omkring. Vi er afhængige af levende byer, fortæller Claus Rudi, der er filialdirektør i Lollands Bank i Nakskov.

Sover om natten
Og Hos Lohse i Nygade melder Karina og Bjarne klar til liv:

– Vi har fundet ro i vores egen måde at drive forretningen på. Men det bedste er, at vi er glade og sover om natten, siger Karina Lohse.

Interesserede forretninger kan stadig nå at melde sig til Vinderbutikker-programmet. Det kan klares via en mail til erhvervskonsulent Jesper Adler i Lollands bank på jad@lobk.dk.

Til toppen