Med høj sol og temperaturer på den gode side af de 20 grader i skyggen var der lagt op til fejring mere end klassekamp ved årets første maj-fest på Axeltorv i Nakskov. Arrangementet var stablet på benene af den lokale afdeling af FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation), og bød på alle traditionerne med både politiske taler, musik, pølser og fadøl.
Et par hundrede nakskovitter lagde vejen forbi for blandt andet at høre taler fra SF’s folketingsmedlem, Anne Valentina Berthelsen, og Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen. Vejrguderne havde begunstiget arrangement med høj sol og sommertemperaturer, og var dagen igennem så fint besøgt, at det undervejs faktisk blev svært at finde en ledig siddeplads.

Den usikre verdenssituation i fokus
Det helt overvejende tema for talerne var den usikre verdenssituation med krig i Ukraine, toldkrig mellem EU og USA og det amerikanske pres på det danske rigsfælleskab. Borgmester Holger Schou Rasmussen havde dog også rosende ord med til et nyrenoverede Axeltorv:
– Det flotte torv fortæller meget om den udvikling, Nakskov har været igennem de sidste år, sagde borgmesteren blandt andet.

Enhedslisten havde valgt at bruge første maj til at præsentere partiets kandidater til det kommende kommunalvalg. Det foregik på Café Cosmo, men i anledning af det ualmindeligt fine vejr, rykkede det meste af arrangementet udendørs på Øster Boulevard.