Den fredede, gule bindingsværksejendom fra 1692 midt på Søndergade i Nakskov har været pakket ind i stillads i over otte år. Nu kan der være nyt håb for den fredede bygning, som ejeren ikke har råd til at sætte i stand.
“Vi forventer, at det er afklaret inden sommerens udgang,” skriver Slots- og Kulturstyrelsen i et svar til Nye Dage om sagen.
Afgørelsen handler om, hvorvidt staten skal overtage ejendommen fra Per Damsteds selskab PD Ejendomme 2015 ApS, der har ejet bygningen siden 2015.
Mangler penge til renovering
I juli 2024 meddelte ejeren Slots- og Kulturstyrelsen, at der ikke er penge til den påkrævede vedligeholdelse: “Da der ikke er midler i selskabet til en sådan tag- og facadevedligeholdelse,” skriver PD Ejendomme 2015 ApS.
Ifølge Per Damsted selv vil det koste 20-30 millioner kroner at sætte bygningen i stand. Han har tidligere søgt om nedrivningstilladelse, hvilket er blevet afvist.
Ingen bemærkninger til rapport
Slots- og Kulturstyrelsen oplyser, at ejeren af en fredet bygning under visse betingelser kan bede om statslig overtagelse. Det kræver dog, at fredningen medfører et “væsentligt misforhold” mellem ejendommens afkastningsgrad sammenlignet med tilsvarende ikke-fredede ejendomme.
En ekstern konsulent har i januar 2025 udarbejdet en rapport om ejendommens økonomi. Rapporten er sendt til ejeren for bemærkninger, men styrelsen har endnu ikke modtaget svar.
“Det indgår i vurderingen, om en fredet ejendoms afkastningsgrad har sin grund i bygningsfredningen, eller om det skyldes eventuel manglende vedligeholdelse,” præciserer styrelsen.

Frustreret bygningsbevaringsforening
Nakskov Bygningsbevaringsforening har længe været kritisk over for både ejerens, kommunens og statens håndtering af sagen om ejendommen. Foreningen finder det ”frustrerende at langsom og inkonsekvent sagsbehandling kan resultere i at vi mister uerstattelig kulturarv,” skriver Nakskov Bygningsbevaringsforening til Nye Dage.
Lolland Kommune har gentagne gange presset på overfor Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for tilsyn med fredede bygninger.
Fakta: Tidslinje for Søndergade 25
- 1692: Bygningen opføres
- 1919: Bygningen fredes første gang
- 1988: Fornyet fredning
- 2014: Brand i midterste baghus
- 2015: PD Ejendomme 2015 ApS (ejet af Per Damsted) overtager ejendommen
- 2016: De to bevaringsværdige baghuse rives ned efter byrådstilladelse
- 2017 (cirka): Stillads sættes op omkring bygningen
- Marts 2021: Slots- og Kulturstyrelsen varsler påbud om sikring
- Juli 2021: Formelt påbud udstedes
- Januar 2022: Deadline for sikringsarbejde (ikke overholdt)
- April 2024: Lolland Kommune rykker for status
- Juli 2024: PD Ejendomme 2015 ApS meddeler manglende midler
- Januar 2025: Ekstern rapport om ejendommes økonomi modtages af Slots- og Kulturstyrelsen
- Sommer 2025: Forventet afgørelse om statslig overtagelse
Fakta: Statslig overtagelse af fredede ejendomme
Efter bygningsfredningslovens § 12 kan ejeren af en fredet bygning bede om statslig overtagelse, hvis:
- Der gives afslag på nedrivning
- Fredningen medfører “væsentligt misforhold” i afkastningsgrad sammenlignet med lignende ikke-fredede ejendomme
- De økonomiske konsekvenser for ejeren er væsentlige
Hvad er afkastningsgrad?
Afkastningsgrad er det årlige overskud en ejendom giver i procent af ejendommens værdi. For udlejningsejendomme beregnes det typisk som: (årlig husleje minus udgifter) divideret med ejendommens værdi × 100.
Eksempel: En ejendom til 5 millioner kr. der giver 200.000 kr. i årligt overskud har en afkastningsgrad på 4%. Hvis en tilsvarende ikke-fredet ejendom giver 8%, kan der være tale om et “væsentligt misforhold”.
Vigtig undtagelse:
Staten er ikke forpligtet til overtagelse, hvis den lave afkastningsgrad skyldes ejerens manglende vedligeholdelse frem for selve fredningen.
Processen:
1. Ekstern konsulent udarbejder økonomisk rapport
2. Rapport sendes i høring hos ejer
3. Slots- og Kulturstyrelsen træffer endelig afgørelse
Alternative muligheder:
Hvis staten ikke overtager, kan styrelsen lade nødvendige arbejder udføre på ejerens regning. Manglende efterlevelse af påbud kan straffes med bøder eller op til et års fængsel.