Opdateret 9. marts 2025, 22:57 af Bernt Hertz
Statuen af den ikoniske Gåsepige på Gåsetorvet i Nakskov har kendt betydeligt bedre dage. Der er intet vand i bassinet, og granitten fremstår træt og urenset gennem mange år. Det vil en gruppe frivillige med Per Kamper Hansen i spidsen nu gøre noget ved, så statuen kan bevares for eftertiden. Den samlede pris for projektet løber op i cirka 400.000 kroner, og initiativtagerne håber nu at rejse pengene gennem en ny forening ved navn ”Gåsepigens Venner”.
– Gåsetorvet er jo et smukt torv, og det er simpelthen så ærgerligt, at statuen bare står der og forfalder, siger Per Kamper Hansen.
Holder stiftende generalforsamling
Lolland Kommune har tidligere meldt ret tydeligt ud, at der ikke er penge på det kommunale budget til den renoveringsopgave. Og derfor har Per Kamper Hansen nu taget sagen i egen hånd og indkaldt til stiftende generalforsamling i foreningen ”Gåsepigens Venner”, mandag den 17. marts klokken 19.00 på Restaurant Surt & Sødt (Hotel Harmonien). Alle er velkomne, og der vil blandt andet være mulighed for at melde sig ind som medlem, høre mere om planerne for Gåsepigens restaurering og stille spørgsmål til projektet.

Skal koordinere renoveringen
På generalforsamlingen forventes et udkast til foreningens vedtægter at blive gennemgået og vedtaget. Derefter skal der vælges en bestyrelse, som skal arbejde for at rejse midlerne og koordinere selve renoveringen i samarbejde med lokale håndværkere og frivillige kræfter. Der er lagt op til, at foreningen fremover også vil stå for den løbende vedligeholdelse af statuens sokkel og springvand, hvis ikke Lolland Kommune senere påtager sig den opgave.
Ifølge de foreløbige planer skal renoveringen ske med respekt for Gåsepigens oprindelige udtryk. Statuen, som i sin tid blev hugget af Carl Bagger i hans værksted på Løjtoftevej i Nakskov, har behov for en nænsom restaurering, herunder rensning og eventuelle reparationer. Når de første penge er i kassen, vil de frivillige sammen med lokale fagfolk gå i gang med at føre Gåsepigen tilbage til fordums pragt.