Albuen byder på noget af det vildeste natur på Vestlolland. Man kan kun komme dertil med en båd eller til fods. Det sidste er absolut anbefalelsesværdigt- især på en solskinsdag.
Nærmeste mulighed for at parkere bilen er på Albuen Strand. Her kan man nærmest på jysk køre bilen over diget og parkere i sandet. Resten af turen – godt og vel syv kilometer hver vej – foregår til fods.
Det er en god idé at have pakket en lille rygsæk med fornødenheder. Der er intet at spise eller drikke undervejs – eller på Albuen, og turen frem og tilbage tager hurtigt tre-fire timer afhængig af tempo og rute.
Hele turen kan gås i vandkanten ud til Langelandsbælt. Der er også hjulspor inde på fjordsiden og på diget de første kilometer. Sporene er ofte sandede og tunge at gå i.
Resten af turen går gennem overdrevsterræn med mange små og lidt større vandhuller, så man skal have øjnene med sig.

Vigtigt sildemarked
Der bor ingen fast på albuen i dag. Der ligger i alt syv huse derude, der bruges som fritidshuse. Og der er gode chancer for ikke at møde nogen som helst på en dagstur til Albuen udenfor sæsonen.

For 600 år siden var der anderledes gang i den. Sildemarkedet på Albuen var en vigtig handelsplads i middelalderen, der tiltrak handlende fra hele Nordeuropa. I 1400-tallet var sild en af de mest eftertragtede varer, især fordi den kunne konserveres og spises under fastedage, hvor kød var forbudt. Dette gjorde silden til en værdifuld handelsvare, og markeder som det på Albuen spillede en central rolle i den regionale økonomi.
De handlende samledes på Albuen i august og september for at udveksle sild og andre varer. De mange sildeboder, der blev opført langs kysten, var sandsynligvis enkle konstruktioner, som telte eller lette hytter, der kunne rumme de handlende og deres varer.
Kors markerer begravelsesplads
Der er rejst et simpelt kors på overdrevet på Albuen. Korset karkerer hvor kapellet stod i middelalderen. Udgravninger har også vist en begravelsesplads på stedet.

Albuen har også haft stor strategisk betydning. Den danske flåde lå på red på fjordsiden af Albuen tilbage i 1400-1500 tallet. Det første danske orlogsværft lå dengang på Slotø i Nakskov Fjord – bare få kilometer fra Albuen – så der har været heftig trafik både fra Østersøen og fra fjorden.
Lodshus til leje
På den vestligste pynt på Albuen ligger det gamle lodshus. Huset ejes i dag af Naturstyrelsen og drives og vedligeholdes af en forening af frivillige. Huset ligger lige op ad fyret. Og for foden af fyret er der et muldtoilet for trængende.

I tilknytning til lodshuset ligger også en udkigspost med en forrygende udsige over Langelandsbælt. I udkigshuset, der er ulåst, står en kraftig kikkert, der giver et godt indblik i hvor trafikeret, bæltet er.
I Lodshuset er der indrettet et par primitive lejligheder, der kan lejes for et par hundrede kroner per person per overnatning.
Albuen er beskyttet yngleområde for fugle, så der ikke adgang til dele af området fra april til september.