Valgmatematik på Lolland: Borgerligt valgforbund uden Venstre

Fra venstre mod højre – Benny Damsgaard / DD, Martin Mickey Pedersen / LA samt Henrik Jacobsen / C.

Når der er valg til byrådet den 18. november i år, så kan en stemme på enten Konservative, Danmarksdemokraterne eller Liberal Alliance i princippet gå til hvilket som helst af det tre partier. I hvert fald, hvis der er overskydende stemmer på det ene parti i forhold til mandatfordelingen.

Teknisk valgforbund
De tre borgerlige partier har indgået et såkaldt teknisk valgforbund til kommunalvalget. Et valgforbund er ren matematik, der skal fordele eventuelt overskydende stemmer til på ét parti til et parti, der står og mangler et par ekstra stemmer for at opnå et mandat.

De tre partier har valgt at indgå valgforbund sammen for at optimere de borgerlige stemmer, og dermed styrke de tre borgerlige partier i Lolland Kommune, skriver Det Konservative Folkeparti Lolland i en pressemeddelelse.

Hver sit valgprogram
Valgforbundet er udelukkende baseret på det stemmetekniske. Alle tre partier går til valgkamp med deres eget valgprogram. Valgforbundet slutter kl. 20.00 på valgaftenen – den 18. november. Herefter mødes de tre partier for at evaluere valget og afsøge fremadrettede muligheder, alene eller i samarbejde med andre partier.

Valgforbundet mellem de tre partier er stadig åbent for andre interesserede partier, hedder det i pressemeddelelsen.

Venstre udenfor
Venstre er altså ikke med i det borgerlige valgforbund, og det ærger formand for Venstre på Lolland, Henrik Høegh:

– Vi havde en aftale om et valgforbund med De Konservative, men den aftale sprang de fra. Jeg har ingen forklaring på hvorfor, siger Henrik Høegh.

Valgmatematik
En ikke ubetydelig del af forklaringen ligger dog sandsynligvis i valgmatematikken. Venstre er klart det største borgerlige parti på Lolland fem mandater i det nuværende byråd. Derfor vil Venstre have mere at vinde på valgforbund med mindre partier, der ikke har store chancer for at komme i byrådet.

De samme overvejelser har de sandsynligvis gjort sig i Det Konservative Folkeparti på Lolland. Partiet har i det nuværende byråd ét mandat – viceborgmester Henrik Jacobsen.

Konservative størst i dag
Hverken Danmarksdemokraterne eller Liberal Alliance er i øjeblikket repræsenteret i byrådet. Hvis ingen af de to partier opnår stemmer nok til et mandat, og de to partiers stemmer tilsammen heller ikke udløser et mandat, så kan de to partiers stemmer tilfalde De Konservative. Det samme gælder, hvis De Konservative ikke opnår stemmer nok til til at bevare sit mandat. Så fordeles stemmerne mellem de to øvrige partier, således at det største kan ”fylde efter” med de overskydende stemmer for eventuelt at opnå et mandat i byrådet.

Fakta: Sådan fungerer et teknisk valgforbund

  • Et teknisk valgforbund er en aftale mellem to eller flere partier om at samarbejde om stemmeoptællingen ved et valg. Formålet er at maksimere antallet af mandater, som partierne samlet kan opnå, ved at undgå stemmespild. Det betyder, at stemmerne fra partierne i forbundet kan hjælpe hinanden med at opnå flere pladser i byrådet, end de måske ville kunne hver for sig.
  • Partierne indgår i et teknisk valgforbund for at styrke deres samlede indflydelse i byrådet. Ved at samarbejde kan de sikre, at stemmer, der ellers kunne være gået tabt, bliver brugt til at opnå flere mandater. Dette kan være særligt fordelagtigt for mindre partier, der risikerer at falde under spærregrænsen.
  • For vælgerne betyder det, at en stemme på et af partierne i valgforbundet kan bidrage til at sikre flere mandater til forbundet som helhed. Det er dog vigtigt at bemærke, at partierne stadig fører deres egen politik og kampagner, og at et teknisk valgforbund ikke nødvendigvis betyder, at partierne er enige om politiske spørgsmål.

Til toppen