DLG Group vil lukke omkring 30 procent af sine lokationer og fyre 150 funktionærer i løbet af 2025. Det fremgår af koncernens halvårsregnskab, der viser et fald i indtjeningen fra 950 millioner kroner til 875 millioner kroner.
Men hvad det betyder for DLG’s lokation i Nakskov, vil pressechef Lasse Hørbye Nielsen ikke svare på.
– Det er en proces, der tager et år, og det er for tidligt at sige, hvad der sker for hvilke lokationer eller medarbejdere, siger han.
Skal spare en milliard på tre år
DLG kalder selv 2025 for et “transitionsår”, hvor koncernen skal gennemgå en omfattende transformation under navnet ReGen. Målet er at spare én milliard kroner i løbet af tre år.
“Vi træffer de nødvendige og svære beslutninger, der skal til for at fremtidssikre DLG Group. Det er aldrig let at sige farvel til værdsatte kolleger. Vi gør det med respekt og taknemmelighed for deres indsats,” udtaler koncernchef Peter Giørtz-Carlsen i en pressemeddelelse fra DLG.
Kornmarked under pres
Halvårsregnskabet viser, at særligt de globale kornmarkeder har ramt DLG hårdt i første halvår – en udvikling der direkte påvirker lollandske kornproducenter, som er afhængige af DLG’s services.
“Det er positivt, at størstedelen af vores underliggende kerneaktiviteter præsterer godt, mens de primære udfordringer i første halvår er relateret til aktiviteter uden for kerneforretningen,” siger Peter Giørtz-Carlsen videre i pressemeddelelsen.
Usikker fremtid
I pressemeddelelsen fremgår det, at DLG over de næste år vil “optimere sin lokationsstruktur” for at “styrke konkurrenceevnen og imødekomme de ændrede behov hos ejere og kunder – med mindst mulig påvirkning for dem.”
Men for landmændene i Nakskov-området giver det ingen konkrete svar på, om de fortsat kan regne med lokal service fra DLG.
Koncernen forventer, at 2025 bliver “et udfordrende og utilfredsstillende år set fra et finansielt synspunkt,” men mener, at tiltagene er nødvendige for at skabe “fundamentet for bedre og mere stabile resultater i fremtiden.”
De 150 funktionærstillinger, der nedlægges, vil ifølge DLG have fuld effekt fra 2026.