Balladen fortsætter: Lokallisten Lolland mister byrådsmedlem og flere bestyrelsesmedlemmer

Lokallisten Lolland er i ualmindelig kraftig turbulens. For et par uge siden forsøgte listen at ekskludere formanden og spidskandidaten, og på bestyrelsesmødet onsdag valgte otte fremtrædende medlemmer at trækker sig fra listen. Herunder Lokalisten Lollands eneste byrådsmedlem, Leo Christensen. Det skriver Lolkallisten Lolland i en pressemeddelelse onsdag aften.

Trækker sig grundet helbredsproblemer

Lokallistens hidtidige kasserer, Niels Nielsen, meddelte på mødet, ”at han pga. af helbredsmæssige årsager valgte at udtræde af samtlige tillidsposter med øjeblikkelig virkning og valgte samtidig at udmelde sig af listen. Efterfølgende valgte næstformand Jørgen A. Andersen at følge Niels, grundet i dag konstaterede hjerteproblemer at trække sig fra samtlige tillidsposter samt udmelde sig af listen med øjeblikkelig virkning,” skriver Lokallisten Lolland i pressemeddelelsen.

Derfra minder det hele lidt om at vælte domino-brikker:

”Bestyrelsesmedlem, sekretær og kandidat Heidi Borre fulgte trop sammen med bestyrelsesmedlem og kandidat Tomoko Nielsen. Bilagskontrollant Kim Pedersen har ligeledes valgt at stoppe sine aktiviteter og meldt sig ud, og dette gælder også Søren Jensen som ansvarlig for listens sociale medier,” hedder det videre i pressemeddelelsen.

Byrådsmedlem bliver løsgænger
Det skulle man så mene var drama nok for én aften, men sådan er det ikke. Lokallisten Lolland har nemlig også sagt farvel til sit eneste medlem af byrådet:

”Slutteligt meddelte byrådsmedlem Leo Christensen, at han trak sig ud af listen med øjeblikkelig virkning og vil meddele Lolland Kommune i samme ombæring, at han optræder som løsgænger resten af denne valgperiode,” skriver Lokallisten Lolland.

– Vi kører videre
Et af de få fremtrædende medlemmer af Lokallisten Lolland, der ikke optræder i pressemeddelelsen er listens spidskandidat, Leif Utermöhl. Ham er det ikke lykkedes Nye Dage at få kontakt med onsdag aften. Men Lokallistens Lollands formand, Bjarne Hansen, tager telefonen, og han forsikrer, at alt ånder ro ombord:

– Vi kører præcis videre, som vi hele tiden har gjort. Vi skal ud og kæmpe for landdistrikterne og øerne, som vi hele tiden har gjort, fortæller han.

Spidskandidaten fortsætter
Er Leif Utermöhl stadig spidskandidat?

– Ja, alt er som det hele tiden har været. Vi har sagt farvel til otte medlemmer, men vi har stadig 41, og spidskandidaten og listen fortsætter. Rygterne om listens død er helt ved siden af skiven, siger Bjarne Hansen.

Hvad betyder det for jer, at I mister jeres eneste byrådsmedlem?

– Ja, det giver jo et lille vindue frem til valget, hvor vi ikke har et byrådsmedlem, og sådan er det. Jeg hører signaler både den ene og den anden vej. Og vi får jo nok ikke 13 mandater, men jeg tror på, at vi får mere end ét. Og vi kæmper videre for det, vi mener er relevant. 20.000 af borgerne i Lolland Kommune bor i landdistrikterne, og det er dem, vi kæmper for, slutter Bjarne Hansen.

Til toppen