Indgår aftale med jysk firma: Private skal stå for tandregulering i Nakskov

En ny aftale mellem det private firma Tandreguleringshuset og Lolland Kommune betyder, at børn og unge nu kan få rettet tænder i sundhedscentret i Nakskov. En ny aftale mellem det private firma Tandreguleringshuset og Lolland Kommune betyder, at børn og unge nu kan få rettet tænder i sundhedscentret i Nakskov. Arkivfoto: Bernt Hertz Jensen / Nye Dage - (C)2025 Nye Dage.

Efter en lang periode med mangel på specialtandlæger kan børn og unge i Lolland Kommune nu igen få rettet tænder lokalt. Det sker efter, at Lolland Kommune har indgået et samarbejde med den private virksomhed Tandreguleringshuset, som siden januar 2025 har stået for tandreguleringen i Nakskov.

Måtte køre ud af kommunen
I flere år har det været en stor udfordring for Lolland Kommune at tiltrække specialiseret sundhedspersonale – herunder specialtandlæger – til området. Det betød, at børn og unge fra blandt andet Nakskov måtte tage turen til klinikker uden for kommunen for at få den nødvendige behandling. Med den nye ordning er dette ifølge kommunen fortid.

Stabil og nærværende indsats
– Det betyder meget for os, at vi nu kan tilbyde lokal tandregulering af høj kvalitet i Lolland Kommune. Børnene og de unge bliver mødt af fagligt dygtige medarbejdere i gode rammer, og familierne oplever en stabil og nærværende indsats. Med samarbejdet har vi styrket grundlaget for en sammenhængende tandplejeindsats med udgangspunkt i det nære og det lokale, siger Thomas Østergaard, formand for Børne- og Skoleudvalget i Lolland Kommune, i en pressemeddelse.

Klinik i Sundhedscentret
Behandlingerne foregår nu i moderne og nyrenoverede lokaler i Sundhedscentret på Hoskiærsvej i Nakskov. Her møder børnene både specialtandlæger og hjælpepersonale fra Tandreguleringshuset, mens fire lokale klinikassistenter er blevet en integreret del af det nye team.

Tandreguleringshuset, der også arbejder sammen med flere kommuner i Jylland, har ifølge kommunen hurtigt skabt et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Tandplejen på Lolland. Begge parter fremhæver en god dialog og en fælles tilgang med fokus på barnets trivsel og behov.

Til toppen