Et markant hjørnehus fra Nakskov skal rekonstrueres i Den Gamle By i Aarhus. Det fremgår af en informationstavle, som museet har sat op.
Ejendommen fra Rødbyvej 12, der er opført i 1875, er udvalgt sammen med et hus fra Otterup på Fyn som forlæg for to nye bygninger i museets kommende 1927-kvarter.
Har kendt bedre tider
Hvor bygningen på museets historiske fotografi fremstår som et prangende hjørnehus med butik i stueetagen, vidner nutidens Rødbyvej 12 om bedre tider. Den hvide puds er flere steder faldet af facaden, og de tomme butiksruder fortæller historien om et hus, der har sin storhedstid bag sig.
Netop denne kontrast gør måske valget endnu mere oplagt – i Aarhus vil husets oprindelige pragt blive genskabt for eftertiden.
To provinshjørner genopstår
Den Gamle By har valgt to bygninger, der begge repræsenterer typisk dansk provinsbygningskunst fra slutningen af 1800-tallet. Dengang begyndte fuldmurede etageejendomme med butikker i stuetagen og boliger ovenpå at skyde op i bykernerne rundt om i Danmark. Nakskov-huset fra 1875 skal sammen med huset fra Otterup, rekonstrueres i det nye kvarter. 1927-kvarteret huser i forvejen også boghandel, isenkræmmer, sæbehus, telefoncentral, posthus, museum og automobilhandel.

Har arvet næsten 100 millioner kroner
Rekonstruktionen af Nakskov-huset i Den Gamle By kan realiseres takket være en generøs arv efter Leo Andersen Kruse og Grethe Heldager Kruse – en arv, der beløber sig til næsten 100 millioner kroner. I betinelserne for arven står der blandt andet, at de mange penge skal gå til nedtagning, flytning og/eller genopførelse af en større eller flere mindre bygninger og gerne i én samlet bebyggelse i Den Gamle By.
Må vente et års tid
Nye Dage har spurgt Den Gamle Bys kommunikationschef, Lars Vesterlykke, om flere detaljer om projektet.
– Det er et spændende projekt. Vi har dog ikke så meget mere at fortælle for nuværende end hvad der står på skiltet og i pressemeddelelsen. Men tag gerne fat i mig igen om et års tid. Så kan vi give en opdatering på projektet, fortæller han.
Det betyder, at vi må væbne os med tålmodighed, før vi kan få svar på, hvordan rekonstruktionen konkret kommer til at foregå. Det vides heller ikke endnu, hvornår Nakskov-husets nye gamle tvilling kan opleves i Aarhus.