Vandet stiger: Undersøger nye muligheder for stormflodsport

Vand i Nakskov Havn Foto: Bernt Hertz Jensen / Nye Dage (c)2025 Vid Og Bid

Nakskov skal beskyttes imod stormflod og oversvømmelser af en port, der kan skydes tværs over fjorden. Indtil nu har man arbejdet med en løsning med en 60 meter bred port mellem Trelleholm og Strandpromenaden, der kan skydes hen over fjorden, når der er risiko for ekstraordinært højvande eller ligefrem stormflod. Løsningen vil give effektiv beskyttelse uden at genere skibstrafikken med blandt andet 155 meter lange møllevinger fra Vestas. Problemet er bare, at det er en meget dyr løsning, der også gør havnen mindre fleksibel.

Kan gøres billigere
Nu har et hollandsk ingeniørfirma så regnet efter på sagerne. De er kommet frem til, at stormflodssikringen muligvis kan gøres billigere.

Som et alternativ foreslås en mindre port på 30-40 meter i samme område mellem Trelleholm og Strandpromenaden. En smallere løsning kan reducere anlægs- og vedligeholdelsesomkostningerne væsentligt uden at det går ud over beskyttelsen. Det vil imidlertid betyde, at gennemsejlingsbredden for skibene bliver mindre.

En tredje mulighed er at etablere en smal højvandsport ved det gamle færgeleje længere inde i havnen. Det er også en billigere og enklere løsning, men det vil samtidig betyde, at et stort areal – herunder en stor del af havnen og området omkring Vestas – uden beskyttelse, når vandet stiger.

Kan koste op til 543 millioner
Lolland Kommunes økonomi- og erhvervsudvalg besluttede onsdag at sætte en million kroner af til yderligere undersøgelser. De skal lægges oven i de 3,8 millioner, der blev bevilget til at undersøge forholdene i 2022.

Ingeniør- og rådgivningsfirmaet Rambøll har på basis af det hollandske selskabs beregninger anslået, at prisen for en stormflodsport i Nakskov fjord vil løbe op i mellem 326 og 543 millioner kroner.

Til toppen