Med mellem 70.000 og 80.000 gæster årligt er Dodekalitten blevet en af Lollands største turistmagneter. Samtidig har flere turister fået øjnene op for øerne i Smålandshavet og havnen i Kragenæs.
Men succesen har imidlertid en bivirkning: Den stigende trafik til området skaber store udfordringer for både lokale og besøgende. Ydermere er færgen til og fra Askø flyttet fra Bandholm til Kragenæs. Det giver ikke bare mere trafik til Kragenæs; opmarchområdet til Askø færgen lægger også beslag på et stort areal, der således ikke kan bruges til parkering.
Lokal frustration
Trængsels- og parkeringsproblemerne er ikke kun irriterende for gæsterne i Kragenæs. Det skaber også lokal frustration midt i succesen:
– Det går simpelt hen ikke længere. Det er et dagligt problem at komme frem i området for biler og busser, lyder det i en pressemeddelse fra Dodekalittens Venneforening, der tilskriver citatet en af Dodekalittens nærmeste naboer, landmand Niels-Christian Kragh.
Understøttes ikke af politisk flertal
Foreningen mener, at Lolland Kommune svigter hele området. Den vil nu have Fonden Dodekalitten til at få Kommunen på banen. Fondens formand, Michael Schelde er enig i analysen, men langt sikker på at målet kan nås:
– Jeg aner ikke, hvordan vi skal gribe det an, når Lolland Kommune ikke forholder sig til problemet. Det er helt åbenbart, at Nordkysten har en række turistmæssige kvaliteter, der desværre ikke understøttes af det eksisterende politiske flertal, siger han i pressemeddelelsen fra Dodekalittens Venneforening.
Ingen snuptag
I Lolland Kommune er Tine Vinther Clausen (V), der er formand for kommunens klima-, teknik-, og miljøudvalg, enig i, at der er udfordringer i og omkring Dodekalitten. Hun påpeger dog, at der ikke findes snuptagsløsninger. Hun afviser dog at kommunen lader området sejle i sin egen sø af succes:
– Et samlet udvalg ønsker at finde en løsning på toilet- og parkeringsfaciliteter, der kan understøtte behovet omkring Dodekalitten. Det er et fredet område, og derfor findes der ikke hurtige løsninger. Men det er jo ikke det samme som at der ikke arbejdes med hoved og krop for at finde den rigtige løsning, fortæller Tine Vinther Clausen i en mail til Nye Dage.
Potentielt varmt emne
En helhedsplan for hele området, der også involverer parkeringspladser med tilhørende besøgscenter til Dodekalitten har været debatteret – også i byrådet – de sidste fire år. Det var dengang Dodekalitten og øerne i Smålandshavet for alvor slog igennem som turistattraktion under Corona-pandemien, og danskerne genopdagede Danmark som feriemål. Siden er problemet bare blevet større i takt med besøgstallet.
Infrastrukturforholdene på Nordlolland har potentiale til at blive et varmt emne i debatten op til kommunalvalget i november. Nye Dage vil løbende følge sagen. Hvis du synes, der er vigtige emner i Nakskov og omegn, Nye Dage skal sætte på dagsordenen op til valget, så skriv til post@nyedage.dk.